Der findes mange slags tænger, og de er meget brugt. De er uundværlige håndværktøjer til fastspænding og skæring af emner i diverse industriel montage, reparation og installation. Den har dog en fælles grundstruktur, det vil sige, at enhver håndtang er sammensat af tre dele: Tanghoved, stift og tanghåndtag. Grundprincippet for en tang er at bruge to håndtag til at krydsforbindelse med stifter på et punkt i midten, så begge ender kan bevæge sig relativt. Så længe enden betjenes med hånden, kan den anden ende klemme genstande. For at reducere den kraft, brugeren bruger under driften, er tanghåndtaget ifølge det mekaniske håndtagsprincip normalt længere end tanghovedet, således at der kan opnås en stærkere klemkraft med en mindre kraft for at opfylde brugskravene. [1]
De tre dele af tangen er som følger:
Et par håndtag til at holde. Klemmehåndtaget designet efter det ergonomiske princip er praktisk til mere sikker og komfortabel at holde. Tilslutningsakse, som er tangens forbindelsesaksepunkt. Tilslutningspunktet skal bevæge sig jævnt uden løshed, så tangen let kan åbnes eller lukkes med én hånd. Tanghovedet er udstyret med spændekæber eller skærekanter. Tanghovedets skær er finslebet til en passende form. De to skærekanter (med fjedre) skal være meget skarpe og tæt på hinanden, så de nemt kan skære wiren over.
Dette vil konvertere små eksterne kræfter (såsom håndkraft påført tangarmen) til større kraft, så tangen effektivt kan klemme eller skære. Når den ydre kraft påført på tangarmen stiger med vægtstangsforholdet, genererer kraften fra tangdysen en ekstern kraft til fastspænding og bevægelse. Hvis der skal genereres en stor ydre kraft, skal afstanden fra midten af kæbens nitteposition til håndtaget være så lang som muligt, og afstanden fra spændemundingen eller klippemundingen til nittecentret skal være så kort som muligt. . Mange tænger vil dog ikke øge håndkraften synderligt, fordi de kun gør det nemmere at betjene på steder, der er vanskelige at betjene, såsom samling af elektronisk udstyr og anvendelse af elektronik og finmekanik.
Tænger er normalt smedet af legeret og ulegeret konstruktionsstål. Den generelle tang er lavet af højkvalitets kulstofstrukturstål med 0,45 procent kulstofindhold. Højkvalitets og kraftige tænger er lavet af højt kulstofindhold og/eller legeringselementer såsom krom eller vanadium.
Oprindelsen af tænger i Europa kan spores tilbage til mere end 1000 år f.Kr., og man er lige begyndt at støbejern. I støbeprocessen kan tangen bruges til at fastspænde varme jernstykker. Formen på smedetang har tidligere været uændret. Udvalget af tænger er udvidet med udviklingen af kunsthåndværk, handel og industrialisering. Der findes 100 slags universaltænger. Tænger til specielle applikationer er også stigende. Disse specialtænger er naturligvis ikke altid tilgængelige i det generelle omfang. Det er den eneste i Tyskland med en månedlig produktion på mere end 1 million tænger, hvoraf omkring 50 procent eksporteres. De fleste af dem er universaltænger, såsom skæretænger, trådtang og vandpumpetænger.
